Prognoserne indikerer, at antallet af 80-årige og derover, forventes øget fra knap 291.500 i 2022 til godt 426.200 i 2030 i Danmark.
Den demografiske krise kan imødekommes med aldersintegrerede bydele. NORD har udviklet værktøjet Healthy Ageing Trappen som et redskab til at udvikle bydele med boliger til alle aldre og livsfaser.
Vi har tre løsninger til hvordan vi gentænker velfærdsarkitekturen og sikrer livskvalitet for den voksende gruppe ældre i aldersintegrerede byer
Velfærdssystemet er et sammenhængende system, der kræver samarbejde på tværs.
For at udvikle nyt omsorgsbyggeri må vi mobilisere ny innovationskraft, der kan forene de statslige, regionale, kommunale, almene, private og civile sektorer. På den måde kan vi skabe forandringer i velfærdssystemet på tværs af sektorer og sikre, at forandringerne forankres og vi iværksætter langtidsholdbare tiltag. Det er i vores øjne udgangspunktet for at kunne løfte velfærdsarkitekturen.
Vi kan som samfund blive endnu bedre til at innovere indenfor de offentlige velfærdsydelser og de fysiske rammer vi skaber omkring dem.
Gennem de sidste 20 år har vi i NORD Architects rådgivet, designet og realiseret innovative sundheds- og omsorgsbyggerier og aldersintegrerede byområder i flere lande. Her har vi erfaret hvordan de samme universelle udfordringer bliver løst forskelligt når det kommer til lovgivning, prioritering og kulturel tilgang. Men fælles for alle har været, at det er en opgave som hverken det offentlige, den private sektor eller det civile samfund kan klare alene eller hver for sig.
Center for Kræft & Sundhed på Nørrebro i København er et eksempel på tværgående tænkning, der har banet vejen for en ny typologi indenfor sundhedsbyggeri med stor samfundsmæssig og menneskelig succes. Kræftcentret blev til i en form for samskabelse mellem Københavns Kommune som bygherre og driftsansvarlig, Kræftens Bekæmpelse som privat og selvejende aktør plus 50-70 frivillige borgere, der er tilknyttet og repræsenterer det civile samfund.
Et projekt, der i planlægning, udvikling og arkitektur har vist nye veje for et kvalitetsløft – i kræftrådgivning, i livskvalitet, i samfundsøkonomi.
Den demografiske krise kan imødekommes med aldersintegrerede bydele. NORD Architects har udviklet værktøjet Healthy Ageing Trappen som et redskab til at udvikle bydele med boliger til alle aldre og livsfaser. Værktøjet kan anvendes som analyse- og programmeringsværktøj ifm med sundhedsfremmende byudvikling, planlægning af boliger for fremtidens ældre og aflastning af velfærdsarkitekturen.
Hvis vi tænker sammenhæng, fællesskab og relationer i stedet for adskillelse, siloer og isolation, så kan vi i planlægningen af vores byer nå til langt sundere livsmiljøer, der er omsorgsfulde og inspirerende. Det kræver nye strategier og syn på velfærdsarkitekturen, hvor ”sambrug” og “sameksistens” mellem forskellige mennesker bliver vigtige. Vi har i flere af vores sundhedsprojekter og demenslandsbyer fokus på at få bebyggelserne og funktionerne til at spille sammen med lokalmiljøet og skabe inkluderende arkitektur.
Healthy Ageing Trappen er et værktøj til udvikling af større diversitet i boligtypologierne og mere livskvalitet for fremtidens ældre.
Vi får livskraftige byer, hvis vi blander funktioner, typologier, institutioner sammen og har vores opmærksomhed rettet ind på sameksistensen mellem alle byens elementer– og forskellige mennesker. Blandingen af mennesker og funktioner kan være både et sundhedstegn og sundhedsfremmende. Men det vil kræve at man allerede i de tidlige faser formulerer programmer og planlægger på tværs af sektorer og forvaltninger og ser diversiteten som en værdifuld investering.
I Byen for Livet i Odense, har vi planlagt et plejehjem centralt i en moderne boligbebyggelse, så ældre, unge, seniorer, børn og voksne, studerende og arbejdende, singler og samlevende er tæt på hinanden og kan hjælpe med alt fra indkøb, børnepasning, madlavning og fællesspisning. Forbindelsen og kontakten mellem ’demenslandsby’ og lokalområde vægtede vi også højt i designet af Frankrigs første demenslandsby, Alzheimer’s Village Dax – og i Furuset Hageby i Oslo som er under opførelse nu.
Vi skal udvikle boliger og velfærdsinstitutioner som er tilpasset demografien så alle kan få en alderssvarende bolig.
Den voksende aldrende befolkningsgruppe kræver et øget fokus på hvordan vi kan blive i egen bolig i længere tid, hvordan vi kan bo sammen i nye typer fællesskaber og hvordan vi kan bo når vores kognitive og fysiske tilstand forværres.
Der er mangel på flere typer boliger for ældre og samtidig er nutidens måde at etablere plejebolig, plejehjem og omsorgsboliger, ikke bæredygtige – hverken miljømæssigt, økonomisk eller socialt. Samfundet har heller ikke råd til at etablere specialiserede institutioner i det omfang som bliver nødvendigt i fremtiden.
Derfor skal der innoveres og designes nye typer ældreboliger, sundhedsbyggeri og omsorgsboliger i Danmark, så vi kan være på forkant med den kommende demografiske udvikling.
Vi mener de rigtige fysiske rammer og arkitekturens programmer, rum, funktioner, materialekvaliteter ikke bare kan understøtte sundhedsfunktioner, men løfte livskvaliteten, sundheden og trivslen i de miljøer vi lever og ånder i. Sundheden skal gøres bæredygtig i bredeste forstand, give svar på vores velfærdsudfordringer og skabe fællesskaber i byer og på land som er livskraftige og mangfoldige.
Fremtidens plejehjem og omsorgsinstitutioner bliver mere specialiserede for at kunne understøtte de ældres behov bedre. Gruppen af demente bliver større fordi vi bliver flere ældre, så det er vigtigt at vi integrerer demensramte mennesker med forskellige kognitive og fysiske evner i sunde og bæredygtige bygninger. Vi har dyb viden om design og udvikling af innovative institutioner, der understøtter aktive fællesskaber, kompetent pleje og omsorg, og integration i lokalområdet.